Da vi overtog Engtoften, var værelserne funktionelle, men meget spartansk indrettede. De bar præg af bygningens tidligere anvendelse og havde ikke den hjemlige karakter, vi ønskede for børnene og de unge på Engtoften.

Derfor har vi arbejdet målrettet med at skabe værelser, der i højere grad ligner det, de fleste vil forbinde med et børne- eller ungdomsværelse – et rart og hjemligt sted, hvor man kan sove, slappe af, høre musik, spille, læse eller bare lukke døren og have lidt tid for sig selv.

Men der findes naturligvis ikke ét rigtigt ungdomsværelse. Børn og unge er forskellige, og det skal deres værelser også have mulighed for at være. Den grundlæggende indretning skaber rolige og genkendelige rammer, mens der samtidig er plads til, at værelset kan tilpasses den enkelte og de behov, interesser og præferencer, barnet eller den unge har.

For os handler det om mere end nye møbler, maling og indretning. Det handler om at skabe et personligt og trygt sted i huset, som man kan opleve som sit eget, mens man er på Engtoften.

På billederne kan I følge vejen fra de oprindelige, spartanske værelser til de varme og hjemlige rammer, vi har skabt i dag.